Odenses nye grønne mobilitetsplan
Odense sætter den grønne mobilitet fri – mobilitetsglæde skaber næste generations storby
Vores forslag til en ny, grøn mobilitetsplan i Odense bygger på en kernefortælling om, hvordan grøn mobilitet kan bidrage til mere glæde i hverdagen for odenseanerne. Formålet med at tage udgangspunkt i ”mobilitetsglæde” er at sætte fokus på dét, vi gerne vil have mere af, i stedet for kun at tale om det, der skal være mindre af – som f.eks. forurening. Det kan skabe en positiv fælles fortælling om den forandring, som Odense står overfor.
Det harmonerer godt med Odenses politiske aftale, som har en dobbelt målsætning om at halvere CO2-udledningen fra transporten frem mod 2030 samtidig med at flere skal bo og færdes i bymidten.
Vores plan består både af nogle trafikale hovedgreb, som fx at sænke hastigheden på et udpeget vejnet, samt nogle bystrategiske og organisatoriske principper, som fx grønne korridorer og gaderum og forpligtende samarbejder med erhverv, foreninger, borgere osv.
Alle dele skal nemlig udfoldes i samarbejde med Odenseanerne, og styrke Odenses sammenhold i de grønne valg. Det betyder også at planen ikke vil blive implementeret som en færdig løsning. Den skal i stedet udvikles, afprøves og tilpasses ved hjælp af pilotprojekter og -områder i en tæt løbende dialog med bl.a. borgere og erhvervsliv.
Urban Creators assisterer Odense Kommune med at realisere flere af projekterne. Eksempelvis:
- Midlertidig omdannelse af Jernbanegade og Slotsgade: som skal skabe bedre forhold for cyklister og give mere plads til grønt, ophold og aktiviteter i byrummet. Læs mere her: https://www.odense.dk/byens-udvikling/klima/en-ny-groen-mobilitetsplan/klimavenlige-byrum-jernbanegade-og-slotsgade
- Projekt vores Skibhus: Skibhuskvarteret er udvalgt som den første bydel, hvor forskellige tiltag i mobilitetsplanen kan blive testet og evalueret i samarbejde med odenseanerne.
Læs mere her: https://www.odense.dk/byens-udvikling/klima/en-ny-groen-mobilitetsplan/projekt-vores-skibhus
-
År: 2023
Kunde: Odense Kommune
Rolle: Rådgiver
Samarbejde: Gehl Architects, Artelia (MOE), EY (Incentive)